En kollega bliver afbrudt på mødet. En aftale bliver ikke holdt. Tonen bliver lidt skarpere, når vi har travlt. Hver for sig kan situationerne virke små, og vi lader dem måske passere, fordi noget andet presser sig på.
Men når de gentager sig, begynder vi at indrette os efter dem. Til sidst siger vi: “Sådan er det bare her.”
Den sætning får mig til at stoppe op. For hvad er det egentlig, vi har vænnet os til? Og hvad gør det ved vores lyst og mulighed for at bidrage? 🔎
Medarbejderen, der ofte bliver afbrudt, holder måske op med at dele sine idéer. Kollegaen, der ikke kan regne med aftalerne, bruger mere tid på at kontrollere og rykke. Og den skarpe tone kan få andre til at vente med at stille spørgsmål eller fortælle om en fejl.
Langsomt bliver samarbejdet tungere. Vi bruger flere kræfter på at sikre os og gætte på hinanden, mens vigtige problemer kommer senere frem.
Det frustrerer mig på både medarbejdernes og virksomhedens vegne. For der går idéer, tillid og handlekraft tabt i de små situationer, som vi ikke får taget hånd om.
🧭 Derfor skal vi være bevidste om, hvilken kultur vi ønsker at skabe sammen. Hvad betyder respekt, åbenhed og ansvar konkret hos os? Hvordan skal det kunne mærkes på et møde, i en uenighed eller på en presset arbejdsdag?
Den samtale skal vi vende tilbage til løbende. Vi skal dele eksempler på, hvornår vi lykkes med at leve den ønskede kultur, og turde sige til, når vores adfærd trækker i en anden retning.
🤝 Som ledere har vi et særligt ansvar for at gå foran og følge op. Men kulturen er et fælles ansvar. Vi skal hjælpe hinanden med at leve den og holde hinanden fast på det, vi har aftalt.
Det sker, når vi siger: “Jeg vil gerne høre dig tale færdig.” Når vi følger op på en aftale, der glippede. Eller når vi stopper op og siger: “Det blev sagt lidt skarpt. Lad os lige prøve igen.”
🌱 Over tid kan de små handlinger skabe en hverdag, hvor flere tør bidrage, tager ansvar og siger det vigtige højt i tide. Det styrker både menneskerne og de resultater, vi skal skabe sammen.
Jeg håber, vi kan tale mere om det, vi har vænnet os til på vores arbejdspladser – og den kultur, vi bevidst vil hjælpe hinanden med at leve.
